Stranden

Efter en pause fra blogindlægene, kan vi nu reportere lidt mere tilbage på begivenhederne hernede. Vi er netop kommet hjem fra 3 dage ved stranden, eller i hvert fald 3 dage i en by der ligger ved stranden.

Skæbnen skulle nemlig at vejret ikke opførte sig optimalt i netop de dage vi havde udset som stranddage. Første dag var der overskyet. Ja, det var faktisk en af de første dage vi så skyer i Portugal, og så lige på den dag. Vi kunne ikke rigtig være der, for med Solen væk hele dagen, og den rimeligt hårde vind fra Atlanterhavet, var der faktisk rimeligt koldt. Vi kæmpede dog bravt på den næsten øde (og kæmpestore) strand, og fik da også en smule sol imellem de store skyer, men alt i alt ikke en succes for den længe ventede første stranddag.

Anden dag vågnede vi op til solskin, og tænkte at det nok skulle blive bedre den dag. Og ganske rigtig var Solen fremme det meste af dagen, men vi havde ikke lige taget højde for en evt. storm fra vest. Det udviklede sig så til decideret sandstorm, og vi måtte igen trække os tilbage efter at have udholdt sandangreb af næsten torturlignende dimensioner. Portugiserne, som normalt dækker denne (fik vi sagt enorme) strand i august, havde dog længe lugtet lunten, og vi var igen ret alene inden vi endelig måtte give op. Heller ikke meget sol var der hentet denne dag. For at det hele ikke skal være negativt, kan vi dog sige at vi var en smule fascineret over naturens kræfter, og de tårnhøje bølger der kastede sig ind på strandkanten var jo egentlig meget fede at se på.

Den sidste dag ved stranden havde vi ikke så store forventninger til, alene af den grund at vi ikke ville skuffes én gang til. Dagen viste sig dog fra den bedre side, og der var både skyfrit, og vinden var til at holde ud. Den var dog hård nok til at vi ikke kunne kaste os i bølgerne, og temperaturen blev også holdt nede på et niveau så vi ikke ligefrem havde lyst til det. Men vi fik lidt sol og afslapning på stranden, som vi jo egentlig var kommet for, så det var jo rigtig fint.

I de tre dage boede vi på et internationalt hostel igen, og de unge, engelske ejere var meget flinke. Det var et ret sjovt sted, hvor man ikke kunne låse døren til værelset, og køkkenet var alle fælles om (også ejerne). Stuen og spisebordene var også fælles, så nogle gange føltes det lidt som at flytte ind hos en familie og bruge alle deres ting. Men ellers var standarden rigtig god, og de vidste da også hvad de skulle have for det. Generelt var priserne lidt højere i Figueira da Foz, som strandbyen hedder, da der er en del turister i sommerperioden.

Billederne af vores tur må I lige vente lidt med, da vi selvfølgelig lige har glemt kablet til kameraet.

Den nye lejlighed og ventetiden

Selv om planerne ændredes en smule, blev vi hentet af den flinke mand med lejligheden, og kørt til et midlertidigt værelse, som vi kunne bo i indtil lejligheden var klar d. 31/7. Det midlertidige sted var ikke det fedeste sted at bo, og værelset var rimeligt lille, men så havde vi jo endnu mere at se frem til med den endelige lejlighed. Sengen i værelset var fx så elendig, og vi var sikker på den kunne falde sammen hvert øjeblik, så vi endte begge med at sove på madrasser på gulvet. Portugisere er, udfra vores erfaringer, ikke det mest hygiejniske folkefærd, og toileterne og køkkenet var temmeligt ulækre efter vores standard i hvert fald. Alt var koldt og fugtigt, og der lugtede af rådden frugt. Kulden var dog nogle gange lidt af en redning, da vi i de dage havde en god hedebølge med op til 40 grader i skyggen og skyfri himmel.

Heldigvis gik de tre dage hurtigt, og vi fik nogle gode dage i byen med shopping, seeing, stenen og ædning. Generelt har vi bare suget til os af sproget og kulturen. Der er alligevel en del at lære !

   

Endelig kom dagen så, hvor vi kom over i lejligheden, som vi højst sandsynlig skal bo i resten af tiden. Det er et fint lille sted, med et rimeligt soveværelse, et kombineret stue og køkken samt et super badeværelse på portugisisk skala. Derudover har vi en lille terasse og frugthave med lime og citrontræer, samt en selvdød kat. Selv om træerne dækker en del, og vi bor i stueetagen, kan man ane en suveræn udsigt over Coimbra centrum og det gamle Universitet.

På trods af at standarden ligger en smule under hvad vi er vant til, er der nogle ting der er en forbedring. Fx har vi i lejligheden nu vaskemaskine og gaskomfur. Vi er bange for at det med vaskemaskinen godt kan gå hen og blive lidt af en afhængighed. Det er i hvert fald fedt.

Selv om vi var lidt skæptiske i over alt det manden ville gøre for os, har vi nu mødt og talt med ham, og alt ser ud til at være fint. Han vil gerne have fat i udenlandske studerende fordi portugisere til tider er lidt dårlige lejere (jvf. overnævnte uhygiejne), og så har vi jo mulighed for at sige det videre til andre udenlandske studerende som også mangler en bolig. Da lejligheden kommer med kabel-TV, men ikke et fjernsyn, har han også tilbudt at købe et til os, så det er jo bare dejligt.

Temperaturen hernede er nu faldet til et mere udholdeligt lejde, og vi håber at I kan få noget af vores overskudsvarme til en lille sommer i Danmark. Nu skal vi lige have os installeret, og så går turen til stranden, så vi kan få gjort noget ved de her blegfede kroppe

 

Indlægets Ida:
Økonomien bliver overvejet med hård hånd, og Ida stiller ultimatummet: “Ok, Henrik. Vil du have boat-trip eller aftensmad?”

Jagten på en lejlighed

Heldet på denne dag, og dermed humøret har svinget meget op og ned hele dagen. Det startede med at vi fik en udemærket morgenmad på ungdomspensionen, og at vi derefter skulle ringe til hende den portugisike dame, som vi havde aftalt. Hun tog bare ikke telefonen.

Efter at have prøvet mange gange, været så fortvivlede at vi prøvede at finde andre værelser rundt i byen uden held, og vadet rundt i lang tid, besluttede vi os for at glemme det for en stund og gå ned i byen for at købe et mobilabonnement til Henrik, så vi ikke skulle bruge telefonboks e.lign. God plan. Alt er meget nemmere med egen telefon. Damen i telefonbutikken var endda så flink at aktivere og teste det hele for os, så vi ikke skulle gøre andet end at smide SIM-kortet i Henriks telefon, og ringe løs.

Da vi så kom tilbage fik vi rent faktisk fat i damen med lejligheden. Henrik fik på meget begrænset portugisisk stammet sig frem til at vi skulle mødes med hende kl. 19, så vi var tilbage i det gode humør. Nu begyndte det at ligne noget.

Vores store tanker om en ungdomshybel med andre unge brast dog hurtigt da vi kom ind i lejligheden. Det så ud som om at vi skulle bo med hende, altså damen. En rigtig portugisisk mamma med en meget mørk og knap så pæn lejlighed, som bestemt ikke var tiltalende for os. Det viste sig så også at hun skrev kristne indlæg til den lokale avis, og at hun absolut ikke kunne acceptere at vi skulle bo i samme værelse uden at være gift eller gravid eller hvad fanden det var hun plaprede om ! What?!

På det tidspunkt kunne vores humør ligge på et meget lille sted, og vi overvejede nu om det overhovedet kunne lade sig gøre, efter som det gik op for os at alt hernede faktisk har været meget opdelt mellem piger og drenge.

Rimeligt slukørede begav vi os hen til et lokalt internetsted for at søge efter nye muligheder. Vi følte rimelig meget pres eftersom vi ikke kunne være på ungdomspensionen længere end til dagen efter. I de 5 minutter stedet endnu havde åbent lykkedes det os på en uforståelig måde at finde en lejlighed med alt, tæt på alt, og til en god pris fra d. 1/8. For at det ikke skal være løgn, kunne den flinke (engelsktalende) mand også tilbyde os et midlertidigt værelse indtil da. I morgen kl. 8:30 henter han os så i sin bil og kører os til værelset, og med et slag er alle vores problemer løst. 7-9-13 altså. Det lyder næsten til for godt til at være sandt, men nu må vi se hvodan det ser ud. Endnu en dag i seng uden de store bekymringer.

Afsted til Coimbra

Dette var så dagen hvor vi skulle til Coimbra for at finde en lejlighed. Ellers rettere vi skulle bare til byen, og om fredagen skulle vi så ringe til stedet med lejligheden. Vi kom ud til en togstation og af sted, og efter ca. 2,25 timer var vi i Coimbra. Så skulle vi lige med bytog ned i byen og med bus ud til vores udsete ungdomspension. Menneskene i byen ser ud til at være ufatteligt flinke. Vi oplevede rent faktisk et par som holdt ind med deres bil, og steg ud to mand bare for at spørge om vi havde brug for hjælp. Det viste sig så at vi også havde, men man kan da godt blive lidt bekymret for hvor hjælpeløse vi egentlig ser ud.

Vi har så været lidt rundt i nabolaget for at se hvor vi måske kan komme til at bo, og tilbage på pausada juventude (ungdomspension) kunne vi sidde og skrive lidt på computeren, da det er det første sted hvor vi har kunnet bruge strøm. I morgen venter så en spændende dag hvor Henrik skal prøve at ringe til en dame der kun taler portugisisk og leje et værelse. Fuck, det bliver sjovt. Hvorfor? Fordi folk hernede taler med 3 kartofler i munden og hukker alle endelser og begyndelser af ordene over fuldstændig skånelsesløst. Alt hvad de siger lyder som grød ud af munden, men det er vel bare et spørgsmål om at vænne sig til det, og lære flere ord at kende, så man kan skille ordene ad.

Dagens oplevelse var en rigtig god portugisik restaurant hvor vi uvidende fik bestilt grillet, sort sværdfisk. Det viste sig at smage fortræffeligt, og hvis vi har glemt at nævne det er priserne hernede er meget venlige. Vi gav under 20 EURO for MEGET fisk, kartofler og grøntsager + brød og drikkevarer… for 2 personer. Dvs. ca. 150 kr., og det var en af de fine restauranter i nabolaget.

- Dagens Ida
Sagt da Ida ser en bank (som hedder banco på portugisisk): “Hey fedt, de har banko!”.

Stenerdag efter ankomst

Vi så frem til en stenet dag i Lissabon hvor vi bare skulle vade rundt og se på byen. Vi skulle bare lige hente Henriks taske i lufthavnen.

Det gjorde vi så, og selv om det tog ca. 2,5 at få fat på den. Selv om vi ikke fik nogen kompensation som lovet, var vi selvfølgelig glade nok for at den ikke var gået tabt.

Resten af dagen fik vi lavet en masse af det førnævnte vaden i de 30-35 grader der nu engang var, og så gik dagen jo også. Udover selfvølgelig god mad, fik vi et fedt værelse med den bedste udsigt over en plads i Lissabon.

- Dagens citat (Ida igen)
Entusiastisk monolog mod uskyldig due: “Hvad? Prøv at se! Hvorfor er duen våd? …. åndsvage due…”.

Udrejsedagen

Efter stille og roligt at have ordnet det sidste i vores lejlighed om mandagen, så den var klar til fremlejning, kunne vi pakke det sidste af vores ting og tage af sted omkring kl. 7:30. Turen til lufthavnen gik fint, lige med undtagelse af en god spurt (med alt vores lort) på 3-400 meter for at nå bussen, men så fik vi da blodet i omløb. Den store nyhed om at Idas veninde Ansa havde født en lille dreng kl. 7:37 nåede os også i lufthavnsbussen, så Ida var en smulle provokeret af den lille baby der havde valgt at gå et par dage over tid, indtil vi var i bussen, så Ida ikke kunne nå at se den.

Flyveturen gik fint, selv om man lige skulle vænne sig til turbulensen igennem skyerne. Henrik udtalte efter hans første flyvetur (med et jetfly altså. Ingen skal underminere Karl Heinz’ lille djævel i Løjtved lufthavn!) at “letningen og landingen var som karruselture, og selve turen var bare fed pga. udsigten og det gratis mad.”. Vi var nemlig heldige at få vinduespladser både til London og Lissabon.

Nå men hvis Kastrup var stor, så var Heatrow … meget stor. Vi skulle fra den ene terminal til den anden, og det tog ca. 15-20 minutter i bus. Og så tog det os lige en halv time at finde hovedområdet med alle butikker o.lign.

Afsted med en Boing 757 mod Lissabon, hvor der så begyndte at komme en smule modgang. Inden vi kunne komme frem til vores baggage skulle vi stå ca. en halv time i kø. Efter Roskilde er det jo et splitsekund, men da Henriks ene taske (med sportsting) ikke var på baggagebåndet, ventede der os lige 2,5 time mere i kø bare for at finde ud af hvad der evt. var sket med den. Den var åbenbart stadig i London, og ville nok komme til Lissabon dagen efter. Alt vores andet grej var der, så det gjorde ikke så meget. Klokken var bare ved at blive mange, og vi ville gerne finde et sted at sove inden alt blev optaget. Da vi først kom ind til centrum, fandt vi dog hurtigt et sted.

Så var vi så også ved at blive godt sultne, så vi fandt en hyggelig lille restaurant kl. 11 om aftenen, og fik et godt måltid og en god lektionstime i portugisisk og dansk med tjeneren. Alle folk er generelt meget interesseret i hvor man kommer fra osv., men Lissabon er meget turistpræget, så man får hurtigt fornemmelsen af at folk er flinke pga. de evt. pange man smider efter dem. Men høfligheden er bare en tand eller to højere end i Danmark. Man kan ikke komme nogen steder uden at høre et god dag/eftermiddag/aften osv.

- Dagens citat (Ida)
“Jeg fatter ikke en skid af det her Eurosystem!”. (I portugal kører de nemlig et helt andet pengesystem)