I portugal ved de godt hvordan man fejrer Julen, og jeg har taget et par billeder af hvordan de har pyntet ALT i Coimbra. Fra de store torve med enorme blå stjerner til hver en lille sidegade med sære lysrankemønstre.

I de foregående to uger har det ellers stået på en del badminton. Midt i sidste uge var jeg til et endagsstævne for universitetsstuderende i byen Braga i den nordlige Portugal. Det gik faktisk hverken værre eller bedre end at jeg vandt en del kampe inden jeg måtte se mig slåt i semifinalen af en eller anden elitespiller. Dvs. jeg selv synes det var gået rimelig godt, og især fordi jeg på vejen havde slået en spiller som jeg i weekenden efter skulle møde i første kamp til et stort stævne i byen Évora i den sydlige del af landet.

Et par dage efter af sted til Évora. En af de fede ting ved at spille badminton er åbenbart at man automatisk får set hele landet! Nå men her gik det hverken værre eller bedre end at jeg tabte alt hvad der overhovedet var muligt at tabe, og måtte nøjes med at spille 2 kampe hele weekenden. Fedt nok. Med frygt for at lyde marginalt selvkritisk vil jeg i den forbindelse udtrykke min store skuffelse over mit tilsyneladende elendige spil, og hvordan man på to dage kan blive så ringe at det er til at hyle over.

Heldigvis er det ikke kun badminton der kan udøves i Évora, så vi så hurtigt vores snit til at  smutte ud og se byen (som efter sigende skulle være en af de smukkeste i Portugal), og fik en del sjov ud af det på trods af al elendigheden. Hvis ikke andet, så er det helt sikkert at der ikke findes bedre måder at lære portugisiske bandeord på end at være en hel weekend sammen med unge portugisere.

I denne uge har jeg så brugt det meste af tiden på at gøre klar til at smutte til Danmark, men der er jo altid tid til at snakke lidt med nogle gode tyske venner, hvis nationalitet uden tvivl må udgøre den største population ud over portugiserne selv.

Jep, det var det for denne gang. Vi ses i DK om lidt!

Det danske Ubuntu team blev endelig godkendt som officielt Ubuntu LoCo team. Dette betyder at vi nemmere kan få tilsendt trykte CD’er osv. fra Canonical, og er selvfølgelig et klap på skuldrene.

I går meldte jeg mig til festudvalget i ubuntu-dk, hvor vi skal planlægge det næste realease party i april. Med et officielt medlemsskab er denne opgave lige blevet en del nemmere.

Og forresten, hvis DU er interesseret i at befri din computer, så hent Ubuntu på www.ubuntu.com, eller snak med mig.

Vi kan starte med at fortælle om hvor sindsyge studerende i denne by er. I ugen inden Ida skulle hjem, var hele byen nemlig på den anden ende pga. en fest de kalder Festa das Latas. Den markerer starten på universitetslivet for de nyligt ankomne studerende til byen, og det går mildt sagt amok. I en hel uge er der koncerter, fester og gøgl som kulminerer med et KÆMPE optog af ALLE studerende. De nye studerende udklædt i grimt og/eller mærkeligt tøj og de ældre studerende bærende den sorte autoritetsdragt. Folk var så ubeskriveligt fulde og væltede rundt blandt gamle biler, hestevogne, mennesker etc. som også var udklædte til lejligheden. Turen gik så fra universitetsbjerget ned i floden hvor alle de nye studerende skulle “døbes”…
For os var højtepunktet så dagen efter, hvor vi ville til de afsluttende koncerter, med rimeligt store navne (i hvert fald for alle tyskerne som vi hænger meget ud med). Og hele aftenen stod så på eh hip-hop/samba/reggae blanding som udemærket akompagnerede den efterhånden mangen en genstand.

Derefter var der ca. en uge til Ida skulle hjem. Vi havde på forhånd skaffet en aftale med et tysk par, hvoraf den ene ville ankomme på nogenlunde samme tidspunkt som Ida skulle smutte, at vi kunne bytte værelse/lejlighed, så jeg ikke skulle bo i lejligheden alene. Selvfølgelig både pga. huslejen og muligheden for at komme til at bo med andre i en stor lejlighed. Flytningen gik fint da vi lånte en bil af en af de tyske venner, som havde taget turen til Portugal i bil. Selv om vi begge var tæmmeligt fortravlede i denne uge også, lykkedes det da at få Ida sendt nogenlunde afsted, med fællesspisning, afskedsfest, den sidste nydning af den gode udsigt osv. Ud over at det selvfølgelig er mindre sjovt for Ida og mig, var det en lidt mærkelig fornæmmelse for os alle, da Ida ligesom hørede til blandt os i Coimbra, og så smutter hun bare halvvejs inde i semestret… meeen, så vidt jeg kunne tyde, er det vidst ikke sidste gang hun sætter sin fod her. Måske ser vi hende endda inden mit semester slutter ?!

Nå, men som skabt til at glemme de første, værste dage, kom mit længe ventede badmintonstævne i Algerve. Selv om man efterhånden er ved at vænne sig til det, kommer det altid lidt bag på en hvor stille og roligt man kan tage den i Portugal. Jeg havde stresset en del for at nå hen til afgangsstedet i tide kl 19:30, men det behøvede jeg vist ikke. Efter spisen (som jeg selvf. havde klaret inden… hvornår lærer jeg?), nogle glemte tasker, nogle manglende folk osv. senere, kom vi omkring kl 21:30 af sted på den godt 5 timer køretur i en minibus. Så op til stævne kl. 9 næste morgen…
Der var på forhånd rimeligt store forventninger til mig, da jeg var kommet i række D (den laveste, fordi det var mit første stævne i Portugal), og mit niveau nok lå en smule højere. Det skulle så vise sig at en anden fra mit hold på nogenlunde samme niveau som mig også var kommet i denne række, og at vi uheldigvis skulle mødes ret tidligt i turneringen. Efter begge at have vundet de 3 første kampe, var det så tid til braget. Ved stillingen 22-22 i tredie set (og man spiller til 21 eller til en har 2 flere points end den anden), kom jeg til at tænke. Jeg havde på forhånd studeret programmet, og set at hvis jeg kom videre herfra, skulle jeg spille næsten morgen kl 9. Men hvad med byturen? Vi havde jo planlagt at gøre nattelivet i strandbyen usikker, og så går det jo ikke at jeg skal spille næsten morgen. Det kunne jeg selvfølgelig ikke acceptere, og måtte klart forære ham sejren.
Da vi ikke var så mange tabere (folk der ikke skulle spille dagen efter), bestod byturen af 3 mand. Vi prøvede dog på bedste vis at nyde lokal sangria for dem alle, så vi bukkede under for et tildbud om at få en kande hver… til 8 EURO i alt. Det kunne de danske beværtninger sku lære noget af. Der kan du jo ikke få én kande uden at have lån i banken. Nå men det endte stille og roligt ved kl 4, da vi jo faktisk skulle med de andre ud i hallen kl 9 næste morgen… flot! Næste dag endte min holdkammerat selvfølgelig med at vinde rækken og bla., bla. Vi kom hjem sent den dag, og alt i alt var det en super tur bortset fra at det nu alligevel kunne have været sjovt at spille den dag Af en eller anden årsag, som jeg stadig ikke har forstået, fik jeg rent faktisk en medalje. Min første portugisiske medalje… wuhuuh!

Jeg tror ikke der derudover er sket de helt store ting, men det er I vist også glade for? Nå, jeg kan da lige fortælle at efter at være døden nær over arbejdsbyrden fra mine kurser hernede, har jeg droppet et. Jeg håber nu at det kan blive lidt mere medgørlig, selv om de 3 tilbageværende kurser ser ud til at kunne deske op med rigeligt at lave indtil videre… meen, det går jo nok.

Até logo!

http://xkcd.com/

Dette er uden sammenligning den mest geniale tegneserie-hjemmeside der nogensinde har eksisteret. Da jeg læste den første tænkte jeg: Damn, jeg skal bare fortælle om den her tegning til nogen (derfor blogindlægget), men da jeg så havde gennemset omkring 20 tegninger, havde jeg omkring 20 tegninger at fortælle om, så jeg tænkte at det ville være nemmere bare at vise linket.

Ham tegneren må have en hjerne utroligt meget lig min (tanker, humor og interesser), hvor forskellen så ligger i den genialitet der skal til for at finde på alt det der. Han berører emner som videnskab (hvilket han virker rimelig kyndig i), open source software og for at det ikke skal være løgn, The Cure…

Og forresten så håber jeg stærkt at der kommer opdateringer om min (nu solitære) færden i Portugal en gang i weekenden. Nu hvor jeg har skrevet det her, har jeg ligesom forpligtet mig lidt mere til at få det gjort.

Now, it was taking some time to roll out, but I eventually got pretty tired of waiting, so I set out to find out if anybody else still were waiting as well. After some research it turned out that the solution is to set your Gmail interface language to English (US). Mine was currently English (UK).

Seriously, WTF?

Anyway… now I’m happy.

Besøget i Nationalparken, eller faktisk besøg i to forskellige parker, var vores sidste rigtige tur, inden vi skulle begynde på den mere seriøse del af vores Portugaltur, dvs. sprogkursus og senere studiestart. Vi tog bussen til en hyggelig by kaldet Leiria, der ligger som et godt springbræt til ture rundt i de to nationalparker, og indkvarterede os på et hyggeligt guesthouse med tilhørende køkken, så vi selv kunne kokkerere lidt billigt. Første dag tog vi bussen ud gennem en kæmpe fyrplantage, der endte ved en hyggelig lille strand, og vi besluttede at bruge resten af dagen her, med skøn afslapning og solbadning.

Næste dag blev straks mere krævende. Vi havde besluttet os for at se dinoursaurusfodspor, men disse befandt sig desværre temmelig langt væk i en lille bitte by, der praktisk talt viste sig umulig at nå i bus. Vi prøvede dog alligevel og efter en meget lang og kringlet bustur rundt gennem små blomstrende bjerglandsbyer, måtte vi opgive og betale en taxi det sidste stykke vej derud. Det gik nu også og vi fik set de længe ventede fodsspor, hvilket faktisk var en meget spændende oplevelse, specielt for Henrik.

Hjemturen undgår vi at gå i detaljer med, men den blev temmelig meget mere bøvlet en forventet, men lidt udfordring er godt en gang i mellem og vi kom sikkert hjem til sidst, grundet en blanding af held og Henriks portugisiske evner.

31/8 og hjemme igen i Coimbra, velkomstdagen for det længe ventede sprogkursus. Vi skulle møde op på universitetet i Faculdade de Letres (det der svarer til humanistisk fakultet i DK), hvor vi sammen med ca. 200 andre hovedsagligt Erasmusstuderende fra hele verden, blev modtaget af professorer og rektorer fra de forskellige fakulteter. Der blev holdt taler for os og både aviser og tv-stationer var mødt op for at dokumentere den store flok af turister/studerende der nu skulle klare sig på Portugals meste berømte og prestigefyldte universitet, så vi var godt nok lidt i chok over al opmærksomheden. Vi fik gratis spisen og en rundvisning på universitetsområdet, og de ældre studerende fik os hurtigt fortalt, at når man går på universitetet i Coimbra, skal man regne med at der festes praktisk talt hver dag i ugen, men specielt tirsdag og torsdag, plus, de med stolthed i stemmen, påstod at de i deres universitetsafslutningsuge drak mere øl end der bliver drukket på hele Oktoberfest i Munchen, og vi blev så selvfølgelig alle inviteret til en kæmpe fest samme aften. Men de fik ret i at der festes meget i Coimbra, der har stort set været fest hver eneste aften siden vi startede. Håber lidt det kun går så meget amok fordi det er starten på året, ellers kunne det godt gå hen og blive lidt hårdt i længden. Festen var dog god, folkene flinke, og vi nåede da også på stranden med en masse folk senere på weekenden.

4 uger med 23 timers koncentreret portugisisk undervisning om ugen er temmelig effektivt, men har desværre den bivirkning at man er ved at, som Henriks mor ville sige det,  brække sig over det portugisisk sprog. Men det fede er når man endelig begynder at forstå lidt mere af den umulige grammatik og ren faktisk lige så stille begynder at forstå hvad de siger fx i fjernsynet, på cafeer osv.
Den sidste halvdel af sprogkurset var lidt hektisk for os begge, da vi udover sporgkurset også begyndte på hver vores studier, hvilket gjorde ugeprogrammet lidt stresset, men det gik.

Ida er startet på hospitalet og er glad for det. Kommunikation volder tiltider problemer, og  i mødet med patienterne er det ikke altid nemt at gøre sig forståelig eller at forstå, men hun er ved godt mod og kæmper videre.
Henrik har haft en stille start på fysisk, ingen havde rigtig styr på hvornår de forskellige kurser startede, men efter at været i gang 2 ugers tid står det klart, at niveauet er temmelig højt og at det ikke altid er lige nemt at følge undervisning på Portugisisk. Der er heller ikke mange folk på de forskellige kurser, hvilket betyder at Henrik i et af kurserne har eneundervisning, så det hele er lidt specielt, men godt nok.

Vi vil lige kort nævne en fantisktisk ting her i Coimbra. De har på universitet + Idas hospital nogle fantastiske kantiner, hvor man for 1.90 euro dvs. ca. 14 kr, kan få en treretters menu, med en suppe, en hovedret bestående af enten vegetarret, kød eller fisk, en dessert: frugt eller risengrød, et stykke brød og en flaske vand. Kantinen har åben fra kl. 10 til 22, så det er meget tit den hjemmelavede aftensmad bliver droppet for et hurtig besøg i kantinen. Pyhh det bliver svært at undvære tilbage i DK.

Sidst men ikke mindst, vil vi lige kort nævne de hyggelige familiebesøg vi har haft hernede, og lad os starte med at rose vores forældre som klarede flyveturen og togturen til Coimbra uden problemer. Vi er meget stolte.

Henriks forældre plus Sisse og Jørgen (Henriks onkel og tante) kom fredag den 7/9 og havde planlagt at blive i Coimbra indtil søndag. De ankom tilfældigvis den weekend hvor der blev afholdt en folkefestival i Coimbra og de blev derfor modtaget med musik og portugisere i folkedragter, saa det var meget godt planlagt. Det var en rigtig hyggelig weekend og vi fik både set vores lejlighed, universitet, fresh Market, lidt kirker plus vi fik besøgt en masse hyggelige caféer, spisesteder og barer. Jonny klarede forbløffende nok at kommunikere med op til flere portugisere på sønderjysk, til stor morskab for os andre (se citat)

Idas forældre kom fredag den 21/9 og havde hele otte dage til hygge i Portugal. Efter deres ankomst og et hurtig besøg i vores lejlighed, lagde vi hårdt ud og fortsatte med tog til Porto i det nordlgie Portugal, hvor vi hurtigt tjekkede ind på hotel og var ude og spise på restaurant. Tror nok at Hanne og Åge følte de havde rejst lige lovlig meget den dag, men efter en god nats søvn var de igen klar til at udforske Portugal. Vi var på en hyggelig bustur, besøgte Portvinskælder med smagsprøver og fik en meget mærkelig, men heldigvis kort, musikoplevelse med moderne klassisk musik i Portos musikhus og sluttede af nede på flodbredden med lækker spisen. Søndag tog vi en anden busrute og brugte ellers dagen på at tulre lidt rundt og tog så toget tilbage til Coimbra hen på eftermiddagen. 5 dage i Coimbra gik hurtigt, Ida og Henrik skulle lige studere lidt, men ellers stod den på hyggelig fælles morgenmad hver morgen, Idas mor lærte hurtigt at handle ind i Portugal så vi var konstant meget velforsynede. Ellers fik vi besøgt de mest interresante steder i Coimbra plus Hanne og Åge tog en par ture rundt på egen hånd, hvilket medførte blandt andet at en times gåtur blev 3-dobbelt så lang, Hanne bestilte en sur mælk, underlige bestillinger osv osv. Men alt i alt klarede de det meget godt og da ugen var omme tror vi næsten de kendte Coimbra bedre end os. Den sidste dag, inden de skulle flyve hjem igen, tilbragte vi alle i Lissabon, hvor vi fik kørt en masse i sporvogn, fik sludret med en masse andre danske turister plus set byen fra smukke udkigsposter. Hotellet var mindre godt og det blev ikke til meget søvn den nat. Lissabon er en meget larmende by. Hele ugen var vejret fantastisk, men den dag de tog flyet hjem begyndte det at regne og det har stort set regnet lige siden, saa man kan godt sige de har været temmeligt heldige.

Og nu er det blevet hverdag igen. Alt går stille og rolig med arbejde og skole, fester og hygge. Det er svært at forstå det allerede er Oktober, men tiden går vel hurtig når man har det godt. Om en to ugers tid får vi igen besøg. Idas moster, onkel og kusine kommer, så det bliver rigtig hyggeligt.

Slut for denne gang, vi vender snart tilbage og det eneste der nu mangler er dagens Ida, denne gang i udvidet udgave:

Jonny traver stolt ind på deres hotel og siger sikkert til hoteldamen ved skranken: “Æ’ ska’ ba’ ha’ numme trehunne-å-tre-å-førre å numme trehunne-å-fem-å-førre!”. Da den flinke dame i skranken så begynder at se lidt mærkelig ud i hovedet, skynder nogle af os andre os at sige tallene igen på engelsk, så det stakkels personale bare har en lille chance for at give os de rigtige nøgler.

Fra det andet forældrebesøg var der selvfølgelig også et sjovt citat eller to. En af de bedste var dog da Hanne jo lige ville udnytte sine nye portugisiske kundskaber og bestille en kaffe med mælk, der i Portugal hedder en galão. Da galão, ifølge Hanne, minder en del om ordet for en tørret, stinkende fisk kaldet bacalhau, kommer hun til at blande ordene lidt sammen til gabalhau, og det chokerede cafépersonale får nu udfordringen at tyde om hun rent faktisk mener at hun vil have en kaffe med mælk, en tørret fisk eller en utiltalende blanding af de to allerede kl. 10 om formiddagen. Heldigvis er cafépersonalet utroligt kyndige, så Hanne ender med at få kaffe med mælk, og en lektion i hvordan man siger galão. Hvis ikke andet, kan man da i det mindste gøre livet lidt sjovere for tjenere i Coimbra.

Da der ikke er byer inde i de beskyttede område, skal man bo i en af de omkringliggende byer. Vi fandt et udemærket hostel i en hyggelig lille by ved navn Seia, og vi havde regnet med at området ville være godt proppet med folk, som alle andre steder vi havde været. Det var så ikke tilfældet. Ud over næsten alt i byen var lukket, var vi de eneste på hostel’et. Vi fandt dog et lille turistkontor, somså kunne fortælle os at alle vandreruter var ødelagte af en kæmpe skovbrand der hærgede hele parken for et par år siden. Så stod vi der, i en by hvis aktivitetsniveau mindede lidt om Hellevad på en vinterdag, og kunne intet foretage os. Damen fra turistkontoret mente dog der var den mulighed at tage en taxa til en nærtliggende sø, og følge en godt afmærket vandrerute. Vi var dog ikke ellevilde, da taxaen ville koste en del frem og tilbage.

Vi forberedte os så småt på at opgive og tage tilbage til Coimbra næste morgen, men vi ville lige spørge en sidste gang i turistinformationen om der var andre muligheder. Lige pludselig kunne hun fortælle om en billig, guidet tur dagen efter, og vi fik et telefonnummer at ringe til. Selv om vivar de eneste der havde meldt os til turen, ville de gennemføre for vores skyld, og vores problemer var sådan set løst. Vi skulle bare se om vi kunne komme op til at starte turen kl. 9.

Den aften fik vi en pizza på en lokal restaurant, og vi mener den oplevelse er værd at nævne. Vi vidste godt at dette område har stolte ostetraditioner, men vi kunne ikke i vores vildeste fantasi forestille os at pizza’erne var sølet så uforståelig meget ind i ost, at vi nærmest ikke kunne gabe over det. Selv om pizza’ens størrelse ikke var noget særlig, var Henrik nødt til at lade en fjerdedel ligge. Henrik vil i den forbindelse lige nævne at han ALDRIG før i hans liv ikke har spist en pizza op. SÅ sygt var det.

Vi kom dog op næste morgen, på trods af at der om natten var en mindre skovbrandsom satte lokale sirener igang. Fra vinduet så ilden ud til hurtugt at komme under kontrol, og vi kunne sove igen.
Turen næste morgen var helt fantastisk. Vi kom tilfældigvis til at gå ruten rundt om søen som turistdamen havde snakket om, og vi var glade for at vi ikke skulle gå den selv. Vi ville aldrig have kunnet følge den meget svagt markede rute, så endnu engang havde vi heldet med os. Guiden, en ung mand som også havde studeret i Coimbra, havde taget hans vandrevenner med, og vi fik en utrolig hyggelig tur, selv om ingen af dem var mestre i engelsk.

Inden vi tog tilbage til Coimbra samme dag, nåede vi også lige et museum om de geologiske og geografiske forhold i området, samt et lokalt museum om brød, som skulle være et af Portugals mest besøgte museer. Vi købte herfra et ordengligt brød med hjem, men selve museumsbesøget var en smulle tørt.

Vi nåede dog lige bussen, og vi var efterhånden klar til at flade ud oven på en meget aktiv dag. Skæbnen skulle så, at vores bus brød sammen i en lille flække halvejs. Vi ventede så i over en time på at der kom en ny bus og hentede os, og da vi endelig fik trasket hjem fra busstationen i Coimbra, var vi efterhånden klar til at spise igen. Hele dagen havde vi nemlig levet på den sidste fjerdedel af osten med en smule pizza på.

Vi er nu igen tilbage i Coimbra igen, og de næste par dage vil nok tage på stranden hvis vejret arter sig, og dermed få tankerne væk fra Tønderfestival derhjemme. Næste uge tager vi så til en anden nationalpark med dinosaurfodspor og drypstenshuler, så der komme nok mere natur i følgende indlæg.

Da vi kom til Porto blev vi med det samme overrasket over hvor utrolig hyggelig en by det var. Overalt er de gamle bygninger dækket med de såkalde azulejos, som er en slags fliser med kæmpestore, blå malerier på, og der var utroligt mange gamle, smukke bygninger, kirker, statuer, pladser osv. Det var lidt som at komme ind i et kæmpestort museum.

Vi havde booket et billigt hotel hjemmefra, men da vi var lidt for sent ude, blev vi mast ind i et enkeltrum, så Henrik måtte sove på gulvet. Det gik selvfølgelig også, og anden nat kunne vi få et dobbeltværelse.
Da vi var opsatte på at være rigtige turister for en stund, købte vi adgang til en turistbus i 2 dage. Det var sådan en af dem hvor man bare kunne hoppe af og på hvor man ville, og med åbent tag, så man stadigvæk var udenfor, og vi kunne nyde solen og udsigten. En lidt utydelig stemme fortalte i høretelefoner om byen imens, men pga. det utålelige musik imellem seværdighederne, valgte vi hurtigt kun at bruge øjnene. Med den tur fik vi et godt overblik over byen, og vi kom ud til strandende ved Atlanterhavet samt de mindre blæsende og utroligt hyggelige snoede veje langs floden.

Dagen inden havde vi opfanget at der et sted i byen ville være fredagsrock. Med en tydelig association til Tivoli’s tilsvarende koncept i København, var vi med det samme klar til at se hvad det portugisiske rockmiljø havde at byde på. Vi fik så et par kolde Super Bock fra fad, og musikken var skam ganske udemærket. Portugiserne er tilsyneladende ikke så vilde, så det et stille publikum til et larmende rockband. Endda en del mere rocket end de typiske bands i Tivoli. Det var en rigtig god oplevelse, omend vi godt kunne have brugt det sædvanglige slæng til at hive det op på højde med en normal koncertoplevelse i København, Roskilde e.lign.

En anden god ting i Porto, var en restaurant hvor de havde specialiseret sig i stegt kylling. Et stort fad proppet med kylling og pommes frites eller ris og salat til omkring 50 kr…. for to personer altså. Portugiserne sad så på række som i en bar overfor de 50 roterende kyllinger over grill og gnaskede, mens vi andre kunne spise mere normalt ovenpå med bord og stol.
Og nu er ved madoplevelserne. En aften fandt vi en billig menu på et lidt afsides sted med suppe, brød, hovedret og drikkelse. Til hovedrettet kunne man vælge mellem kød og fisk, og vi skulle selvfølgelig prøve en af hver. Der var stor enighed om at fisketallerkenen ville være den mest ulækre, da den sandsynligvis ville bestå af tørrest torsk, som der er ufattelige mængder af i supermarkederne, og bestemt ikke lugter af roser. Men det var før vi havde set kødtallerkenen, som Henrik med sikker sejr i tankerne havde valgt. Som vi under middagen fik læst i Lonely Planet, har folk fra Porto en svaghed for en sammenkogt ret med ris, bønner og komave. Altså, indvoldene på en ko! Henrik var i den næste halve time mindre kæk, mens Ida frydede sig over sin lækre fiskefillet med ris, pommes frites og salat til.

Anden halvdel af opholdet tog vi på et endnu mere centralt belligende hotel. Vi vil komme med alt hvad vi har set, men vi kan nævne et kæmpetårn med suveræn udsigt over byen, et arkitektonisk mesterværk af et musikhus og en udstilling med den spanske syrealistiske kunstner Salvador Dalí.

Den sidste dag havde vi sat af til en helt speciel oplevelse. Porto er hovedstad i området hvor portvinen kommer fra. Dvs. at en meget stor del af byen handler om portvin, og vi kunne ikke være bekendt at tage hjem uden at have smagt lidt på det. Vi fandt selvfølgelig en tour med gratis prøvesmagning, og selvom rundtvisningen var på fransk, var det en meget fin oplevelse. Portvinene smagte i hvert fald udemærket, og vi sad i flotte omgivelser med vinranker, påfugle og udsigt over byen.

Og nu, til en lille afveksling, vil vi tage nogle dage til en nærtliggende nationalpark hvor bla.a. Portugals højeste bjerg befinder sig. I hører mere når vi kommer hjem.

I løbet af ugen prøvede vi så at indhente noget af alt den søvn vi evt. har fået for lidt det sidste års tid. Og vi er begge enige om at der nu er overskud på søvnkontoen, så der er lidt at bruge af i det næste år. Vejret har ikke været noget grænseoverskridende, da det har mindet lidt om en varm dansk sommer, og vi har nu for første gang set regn i Portugal, efter ca. 3 uger.

Udover at sove meget længe har vi brugt en del tid på det lokale bibliotek med gratis trådløst internet, så Henrik kunne bruge sin bærbare computer. Det har vi så brugt til at chekke mails, snakke med nogle folk over skype og andre vigtige ting. De sidste par dage var det trådløse net dog i uorden, og der var en lille krise for os. Det næstnærmeste gratis wireless er nemlig helt ude i et shoppingcenter i den anden ende af byen.

Netop shoppingcentrene blev også brugt flittigt. Ud over at have tonsvis af butikker med billige sager, er det her biograferne befinder sig. Og biografer i Portugal er ikke bare billige, men meget billige (i forhold til i Danmark selvfølgelig). For studerende koster en biografbillet i nærheden af 30 kr., og nogle steder er der tilbud på aftensmad og biografbillet for omkring 50 kr. Det betyder at det er billigere at gå en tur i biografen i Portugal end at leje en DVD i Danmark. På nuværende tidspunkt har vi derfor faktisk set samtlige aktuelle biograffilm, som nok svarer til et halvt eller et helt års forbrug i Danmark.
Og forresten, film i Portugal er ikke synkroniserede. Det ville på nuværende tidpunkt have gjort dem nærmest uforståelige. Dog kan der forekomme andre sære ting som pauser i film på normal længde. Hvordan kan man afbryde en spændende thriller midt i det hele og skæmme billedet med teksten INTERVALO med meget fede bogstaver?

I vores eller meget afslappede uge skete der endeligt noget spændende. På en lokal TV kanal var der blevet reklameret for Champions League kvalifikationskampen mellem FC København og Benfica (et europæisk storhold fra Lissabon). Så vi sad klar ved skærmen for at støtte Løverne fra Danmark med popcorn, kage osv. Desværre tabte de kampen, så vi måtte betragte vores støtte som utilstrækkelig.

I den forbindelse kan vi så også præsentere ugens citat, som har vores citatmager nummer et i hovedrollen. Efter ca. 20 minutter af den kamp vi havde forberedt og ventet så meget på, udbryder Ida nemlig:

“Nåå, det er os der spiller i blåt?!”.

Og som Homer Simpson ville sagt, og i øvrigt siger meget i den biografaktuelle Simpsons The Movie: “DOH!”. Derudover henleder episoden tankerne på nogle specifikke reklamer for et lille spilleforetagende i Danmark.

Ida mener at hun kan forsvare sig en smule ved at vi fortæller at Benfica spillede i rødt og hvidt, meeen… det var sku en flok blege Portugisere mod nogle latinske danskere… vi lader den endelige dom stå til læseren at afgive.

Nørrebro-handelen endte med at gå helt i hus, og vi ser frem til en ferie i ferien i den nordligere Portugal.

Og som en lille sidebemærkning  kan vi nævne at vi har købt en andelslejlighed på Nørrebro til overtagelse d. 1/9. Vi er i en del chok over den pludselige udvikling, da vi egentlig ikke havde regnet med at få en lejlighed. I hvert fald slet ikke så hurtigt. Det er i den samme bygning hvor Henriks bror bor med sin familie, og det vil sige at den ligger 10 min. fra central Kbh., 0,5 minutter fra Henriks studie og lige mellem Fælledparken, Nørrebros Runddel og Assistenskirkegården.

Heldigvis havde vi et par dage inden vores afgang til Portugal for en sikkerhedsskyld talt med banken om det, og vi kunne sige ja hernede fra uden at skulle til at finde ud af alt muligt.  Generelt er det jo ikke optimalt at vi er i Portugal med en tom andelslejlighed fra d. 1/9. Lejligheden er i ret dårlig stand, så vi kommer nok til at renovere hele lortet når vi kommer hjem. Derudover skal vi jo betale husleje samtidig med vores husleje i Portugal og vores fremlejede lejlighed i Herlev, så vi begynder at have nået grænsen for hvad vi kan overskue på 3000 kms. afstand.

Men det skal nok gå, og vi vil prøve at få den fremlejet i så lang tid som muligt indtil vi kommer hjem, på trods af den dårlige stand. Så hvis Du kender nogen der mangler et sted at bo fra september 2007, kan vi jo tale sammen om hvor slemt det egentlig står til. Til gengæld for at man bor i lidt slidte omgivelser, er huslejen jo også skruet så langt ned som muligt. Dvs. omkring 2000 kr. for omkring 60 kvdr.m. (tror vi). Og der er fin mulighed for at bo der to mand.

Nå men  nok af alt det reklame. I hvert fald stor tak til alle dem der fra Danmark støttede vores beslutning om at smide en rimelig stor spand penge i projektet.

I de næste par dage havde vi egentlig planlagt en tur til Porto osv., men vi vil lige være hjemme nogle dage endnu, indtil handelen er kommet helt på plads. I stedet tror vi at vi bliver i nærheden af Internettet og ser nogle af de sights der er her i og omkring Coimbra. Så må vi tage til Porto, Algarve og alt det andet bagefter.