Tur til natur

Som vi skrev i forrige indlæg, var det nu tid til at komme lidt uden for de store byer, og opleve lidt af den storslåede natur i Portugal. Heldigvis ligger en af de største nationalparker, Parque natural da Serra da Estrela, kun et par timer i bus fra Coimbra.

Da der ikke er byer inde i de beskyttede område, skal man bo i en af de omkringliggende byer. Vi fandt et udemærket hostel i en hyggelig lille by ved navn Seia, og vi havde regnet med at området ville være godt proppet med folk, som alle andre steder vi havde været. Det var så ikke tilfældet. Ud over næsten alt i byen var lukket, var vi de eneste på hostel’et. Vi fandt dog et lille turistkontor, somså kunne fortælle os at alle vandreruter var ødelagte af en kæmpe skovbrand der hærgede hele parken for et par år siden. Så stod vi der, i en by hvis aktivitetsniveau mindede lidt om Hellevad på en vinterdag, og kunne intet foretage os. Damen fra turistkontoret mente dog der var den mulighed at tage en taxa til en nærtliggende sø, og følge en godt afmærket vandrerute. Vi var dog ikke ellevilde, da taxaen ville koste en del frem og tilbage.

Vi forberedte os så småt på at opgive og tage tilbage til Coimbra næste morgen, men vi ville lige spørge en sidste gang i turistinformationen om der var andre muligheder. Lige pludselig kunne hun fortælle om en billig, guidet tur dagen efter, og vi fik et telefonnummer at ringe til. Selv om vivar de eneste der havde meldt os til turen, ville de gennemføre for vores skyld, og vores problemer var sådan set løst. Vi skulle bare se om vi kunne komme op til at starte turen kl. 9.

Den aften fik vi en pizza på en lokal restaurant, og vi mener den oplevelse er værd at nævne. Vi vidste godt at dette område har stolte ostetraditioner, men vi kunne ikke i vores vildeste fantasi forestille os at pizza’erne var sølet så uforståelig meget ind i ost, at vi nærmest ikke kunne gabe over det. Selv om pizza’ens størrelse ikke var noget særlig, var Henrik nødt til at lade en fjerdedel ligge. Henrik vil i den forbindelse lige nævne at han ALDRIG før i hans liv ikke har spist en pizza op. SÅ sygt var det.

Vi kom dog op næste morgen, på trods af at der om natten var en mindre skovbrandsom satte lokale sirener igang. Fra vinduet så ilden ud til hurtugt at komme under kontrol, og vi kunne sove igen.
Turen næste morgen var helt fantastisk. Vi kom tilfældigvis til at gå ruten rundt om søen som turistdamen havde snakket om, og vi var glade for at vi ikke skulle gå den selv. Vi ville aldrig have kunnet følge den meget svagt markede rute, så endnu engang havde vi heldet med os. Guiden, en ung mand som også havde studeret i Coimbra, havde taget hans vandrevenner med, og vi fik en utrolig hyggelig tur, selv om ingen af dem var mestre i engelsk.

Inden vi tog tilbage til Coimbra samme dag, nåede vi også lige et museum om de geologiske og geografiske forhold i området, samt et lokalt museum om brød, som skulle være et af Portugals mest besøgte museer. Vi købte herfra et ordengligt brød med hjem, men selve museumsbesøget var en smulle tørt.

Vi nåede dog lige bussen, og vi var efterhånden klar til at flade ud oven på en meget aktiv dag. Skæbnen skulle så, at vores bus brød sammen i en lille flække halvejs. Vi ventede så i over en time på at der kom en ny bus og hentede os, og da vi endelig fik trasket hjem fra busstationen i Coimbra, var vi efterhånden klar til at spise igen. Hele dagen havde vi nemlig levet på den sidste fjerdedel af osten med en smule pizza på.

Vi er nu igen tilbage i Coimbra igen, og de næste par dage vil nok tage på stranden hvis vejret arter sig, og dermed få tankerne væk fra Tønderfestival derhjemme. Næste uge tager vi så til en anden nationalpark med dinosaurfodspor og drypstenshuler, så der komme nok mere natur i følgende indlæg.