Udrejsedagen
juli 28, 2007
Efter stille og roligt at have ordnet det sidste i vores lejlighed om mandagen, så den var klar til fremlejning, kunne vi pakke det sidste af vores ting og tage af sted omkring kl. 7:30. Turen til lufthavnen gik fint, lige med undtagelse af en god spurt (med alt vores lort) på 3-400 meter for at nå bussen, men så fik vi da blodet i omløb. Den store nyhed om at Idas veninde Ansa havde født en lille dreng kl. 7:37 nåede os også i lufthavnsbussen, så Ida var en smulle provokeret af den lille baby der havde valgt at gå et par dage over tid, indtil vi var i bussen, så Ida ikke kunne nå at se den.
Flyveturen gik fint, selv om man lige skulle vænne sig til turbulensen igennem skyerne. Henrik udtalte efter hans første flyvetur (med et jetfly altså. Ingen skal underminere Karl Heinz’ lille djævel i Løjtved lufthavn!) at “letningen og landingen var som karruselture, og selve turen var bare fed pga. udsigten og det gratis mad.”. Vi var nemlig heldige at få vinduespladser både til London og Lissabon.
Nå men hvis Kastrup var stor, så var Heatrow … meget stor. Vi skulle fra den ene terminal til den anden, og det tog ca. 15-20 minutter i bus. Og så tog det os lige en halv time at finde hovedområdet med alle butikker o.lign.
Afsted med en Boing 757 mod Lissabon, hvor der så begyndte at komme en smule modgang. Inden vi kunne komme frem til vores baggage skulle vi stå ca. en halv time i kø. Efter Roskilde er det jo et splitsekund, men da Henriks ene taske (med sportsting) ikke var på baggagebåndet, ventede der os lige 2,5 time mere i kø bare for at finde ud af hvad der evt. var sket med den. Den var åbenbart stadig i London, og ville nok komme til Lissabon dagen efter. Alt vores andet grej var der, så det gjorde ikke så meget. Klokken var bare ved at blive mange, og vi ville gerne finde et sted at sove inden alt blev optaget. Da vi først kom ind til centrum, fandt vi dog hurtigt et sted.
Så var vi så også ved at blive godt sultne, så vi fandt en hyggelig lille restaurant kl. 11 om aftenen, og fik et godt måltid og en god lektionstime i portugisisk og dansk med tjeneren. Alle folk er generelt meget interesseret i hvor man kommer fra osv., men Lissabon er meget turistpræget, så man får hurtigt fornemmelsen af at folk er flinke pga. de evt. pange man smider efter dem. Men høfligheden er bare en tand eller to højere end i Danmark. Man kan ikke komme nogen steder uden at høre et god dag/eftermiddag/aften osv.
- Dagens citat (Ida)
“Jeg fatter ikke en skid af det her Eurosystem!”. (I portugal kører de nemlig et helt andet pengesystem)